Landsforeningen Skole & Bøger har i 2024 og 2025 i samarbejde med VIA UC, eReolen GO!, CFU og de tre skoler Havrehedskolen, Trekløverskolen og Holmegaard Heldagsskole med støtte fra Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre afviklet projektet PLC i tale.
Som afslutning på projektet blev der afholdt en konference med titlen Det er ikke snyd med lyd på UCL Campus i Vejle. Over 100 deltog i dagen, der bød på et inspirerende program. Helt konkret kunne man høre om lyttestrategier, værklytning, stedbaseret lytning, faglig lytning, lyttekufferter, fritidslytning, silent disco, lydproducerering m.m. Til at fortælle om alt dette, var der oplæg af ledere af projektet lektor, Ph.d. Ayoe Quist Henkel og lektor Alice Bonde Nissen, begge VIA UC, Læreruddannelsen i Silkeborg. Der var også oplæg fra samarbejdsparterne eReolen GO! og Center for undervisningsmidler samt workshop med de tre projektskoler. Derudover var der oplæg omkring børne-lydmediet Huligennem og afslutningsvist et forfatteroplæg af Kenneth Bøgh Andersen.
I billedgalleriet nedenfor kan du se billeder fra dagen.
